Er du sund når du er tynd og usund når du er tyk?
Da jeg var yngre tænkte jeg ofte, at overvægtige mennesker, som jeg selv var, var en form for omvandrende blodprop. Jeg var misundelig på de, der var tynde og så det som direkte lighed med at være sund. Noget, af det der bliver diskuteret meget i sundhedsvæsenet i dag er, om du kan være overvægtig og stadig på trods af overvægt være sund? Dette spørgsmål har optaget mange medicinske forskere i flere årtier og givet anledning til adskillige undersøgelser, der både støtter og afliver hypotesen.
Diskussionen omhandler, hvorvidt et overvægtigt menneske der enten motionerer eller ikke motionerer, kan betragtes som metabolisk sund – hvilket vil sige, at blodtryk, kolesterol og insulinniveauer er normale.
Jeg ved, at mange overvægtige mennesker, indimellem har svært ved at gå til deres egen læge med fx ondt i foden eller andet, der ikke nødvendigvis er relateret til deres overvægt, af frygt for at blive dømt. De er bekymrede for, blot at blive sendt hjem igen, med en anbefaling om vægttab. I den lægepraksis jeg selv har arbejdet, var der stort fokus på at undgå dette. Man ved, at det ikke hjælper og ej heller motiverer overvægtige patienter til at tabe sig, hvis deres overvægt bliver pointeret.
Rigtigt mange mennesker, tager fejl af, at der er en direkte sammenhæng mellem vægt og sundhed; hvis man er tynd, er man sund og hvis man er overvægtig, så er man usund.
Jeg mener slet ikke, at man kan dele det så firkantet op! Selvfølgelig er der en øget risiko forbundet med livsstilssygdomme, såsom hjerte-kar-sygdomme og diabetes, hvis man er overvægtig. Man kan dog sagtens være overvægtig og have et fint kolesteroltal, flot blodtryk og ikke have hverken sukkersyge eller være i nærheden af at få det. Derimod kan man sagtens have højt kolesterol især LDL, som øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme og alligevel være tynd eller slank.
BMI
Mange af os er vilde med tal og bruger det som en motivationsfaktor. Vi tracker vores træning ved at se på vores maxpuls, gennemsnitspuls, forbrændte kalorier osv. under træning. Vi går mere op i tallet på vægten, og i vores BMI osv., i stedet for at kigge os i spejlet. Hvis man benytter BMI-udregning til at undersøge, om man er undervægtig, normalvægtig eller overvægtig, er denne ikke retvisende, da BMI ikke er et nøjagtigt mål for sundhed. BMI tager ikke højde for køn, alder og etnicitet, og forklarer heller ikke, hvordan fedtet fordeles i kroppen. Mange af os, ville have større sundhedsmæssig indsigt, hvis vi i stedet benyttede et målebånd, til at screene for viceralt fedt (det fedt der sidder på maven, og derfor omkring vores indre organer).
Man kan tale om at være overvægtig, men have begrænset viceralt fedt. Hvis man ikke har så meget viceralt fedt, men derimod har fedtet placeret på hofter og ben, og derfor er overvægtig, har man ikke nødvendigvis højere risiko for livsstilssygdomme end, hvis man havde været slank.
Sund livsstil
Det er derfor vigtigt, at vi begynder at tale om sundhed på en anden måde. Kondition og vægt, behøver heller ikke at hænge sammen. Man kan sagtens være overvægtig og være i god form, fordi man fx dyrker regelmæssig motion, eller omvendt være tynd og have dårlig kondition, fordi man er tynd pga. høj forbrænding, men ellers ikke lever sundt.
Den sunde livsstil vægter højere end tallet på vægten. Der er mange faktorer, der spiller ind i vores sundhed. Fx kost, søvn, stressniveau og motion.
Det er vigtigt, at man spiser sundt og varieret, at man ikke har et overforbrug af alkohol, at man motionerer regelmæssigt og at man får en god søvn. Hvis man ellers gør det, så nedsætter man risikoen for hjerte-kar-sygdomme og andre livstilssygdomme, selvom man er overvægtig. Og hvis vi så i stedet måler på sundheden ud fra biokemi: hvordan ser kolesteroltallet ud og hvordan ser blodsukkeret og langtidsblodsukkeret ud. Hvordan ser blodtrykket ud. Hvordan er den almene tilstand? Med en analyse af de 3 parametre, biokemi, blodtryk og alment velbefindende, så har man et mere retvisende svar end blot vægten. I virkeligheden siger det tal alene, intet vi kan bruge til noget.
Få mere viden på
Læs også
Jeg hedder Louise Heimann og er uddannet sygeplejeske. Dertil er jeg også uddannet kostvejleder og fitnessinstruktør