Har du 11 minutter om dagen til bevægelse?
Kender du det med, at du ikke får dyrket nogen form for motion, fordi du ikke lige har en time til rådighed? Mange mennesker beskriver, at de ikke dyrker motion, fordi de simpelthen ikke har tiden.
Jeg har det personligt selv sådan, at hvis jeg ikke har en time, så får jeg intet gjort, men ifølge ny forskning skal jeg have ændret mit mindset omkring den måde at tænke på! Måske du har det på samme måde?
Sundhedsfremme og sygdomsforbyggende
Helt ny forskning viser, at 11 minutters motion kan være med til at forebygge hjerte-kar-sygdomme, visse typer af cancer og blodpropper.
Sundhedsstyrelsen anbefaler aktuelt 150 minutters moderat fysisk aktivitet om ugen og denne anbefaling er lavet ud fra WHO´s anbefalinger.
Det nye kæmpestore studie, med data fra mere end 30 millioner mennesker, der blandt andet er lavet af danske professor Søren Brage på Cambridge University viser, at vi allerede ved 11 minutters fysisk aktivitet dagligt eller 75 minutter aktivitet ugentligt, opnår en nedsat risiko for tidlig død på 23%.
Undersøgelsen viser 11 minutters motion dagligt forebygger hjerte-kar-sygdomme med op til 17%, og forebygger cancer med 7 %.
Det er jo ikke sådan, at du så skal tænke, at 11 minutters motion gør dig sund, slank, stærk osv., men det vil sige, at allerede ved 11 minutters motion dagligt, kan du forbedre din sundhed.
Mange af os har svært ved at prioritere motionen i en travl hverdag med job, indkøb, madlavning osv., men med dette forskningsstudie, kunne sundhedsaspektet være med til at skabe motivation for en lille aktivitet eller rask lille gå tur dagligt.
Søren Brage, der er en af forskerne bag studiet, siger i en pressemeddelelse:
»Hvis du er en af dem, der synes, at ideen om 150 minutters fysisk aktivitet af moderat intensitet om ugen er lidt skræmmende, så burde vores resultater være gode nyheder. At være lidt fysisk aktiv er bedre end slet ikke at være det.«
Motionsformer
Når man siger 11 minutters moderat aktivitet eller motion, behøver det ikke nødvendigvis være de motionsformer, man forbinder med hård motion, som for eksempel løb, spinning eller fitness. Det kan lige så vel være at hoppe i trampolin i haven, cykle en tur i rask tempo, danse, spille tennis eller være aktive og lege med børn eller børnebørn, da det også kategoriseres som moderat fysisk aktivitet.
Hellere lidt end ingenting
På trods af, at dette studie giver god grund til at dyrke bare en smule motion dagligt og at 11 minutters daglig motion giver overraskende store sundhedsmæssige fordele, er det stadig bedre for helbredet at dyrke 150 minutters moderat aktivitet om ugen.
Hvis alle levede op til WHO og Sundhedsstyrelsens anbefalinger, ville et ud af seks for tidlige dødsfald kunne forhindres, mod 1 ud af 10 som studiet viser kan forhindres med 11 minutters moderat aktivitet/motion dagligt.
Fordelen ved at tænke på denne måde, kunne også være, at hvis man stiler efter 11 minutter, så kan de fleste af os komme afsted eller komme i gang med en aktivitet, hvorimod det ofte kan virke uoverskueligt, hvis vi skal sætte en time af. Uanset hvad, så er det den motion, som du får lavet, der virker. Tanken om at løbe 5 km kan gøre, at du slet ikke kommer afsted, hvorimod en 11 minutters gåtur, nemt kan overskues, og når man alligevel er afsted, er det nok de færreste, der nøjes med en gåtur på 11 minutter.
Den motion vi får lavet, er det vi synes er sjovt. Så uanset antal minutter, så vælg noget der giver dig energi, noget du kan glæde dig til. For mig er det at steppe på en bænk til fed energiskabende musik. Måske det for dig er en rask gåtur med en spændende podcast i øret, eller at danse til fed musik fra YouTube. Uanset hvad, så er det langt nemmere at gøre, hvis du kan lide det. På den måde er det også langt nemmere at få det integreret som en kontinuerlig vane i stedet for en sur pligt!
Studiet er netop udgivet I i tidsskriftet British Journal of Sports Medicine.
Få mere viden på
Læs også
Jeg hedder Louise Heimann og er uddannet sygeplejeske. Dertil er jeg også uddannet kostvejleder og fitnessinstruktør