Hvad er en Spiseforstyrrelse?
En spiseforstyrrelse viser sig ved, at kropsopfattelsen er forstyrret.
Når du har en spiseforstyrrelse, har du per definition et unaturligt forhold til mad. Du kan ligeledes have svært ved at håndtere tanker og følelser.
Spiseforstyrrelse
Spiseforstyrrelser omhandler både under- og overvægt. Som spiseforstyrret behøver man ikke være over- eller undervægtig, da mange udfører kompenserende handlinger, der holder dem normalvægtig. Fx overtræning, opkastning, osv.
5% af alle kvinder vil på et tidspunkt i deres liv få en spiseforstyrrelse.
Er du i tvivl om, du har en spiseforstyrrelse, kan du tage testen:
Har jeg en spiseforstyrrelse? | Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
Her kan du læse mere om de forskellige spiseforstyrrelser
BED (Tvangsoverspisning)
Binge Eating Disorder er kendetegnet ved overspisninger. Dette er ofte efterfulgt af en stor skyld og skam. Det ses ved at der indtages store mængder mad på kort tid.
Overspisningerne er ikke efterfulgt af kompenserende adfærd som faste, opkastninger, eller tvangsmotion. I de fleste tilfælde, dog ikke alle, vejer man for meget, fordi man indtager langt mere mad, end kroppen kan nå at forbrænde.
For at opfylde diagnosekriterierne skal overspisningerne være forbundet med mindst tre af følgende karakteristika:
Spiser hurtigere end normalt.
Spiser, indtil man føler sig ubehageligt mæt.
Spiser store mængder mad, selvom man ikke føler fysisk sult.
Spiser alene, fordi man føler sig flov over, hvor meget man spiser.
Væmmes ved sig selv, føler sig deprimeret eller meget skyldig efterfølgende.
Konsekvens ved BED:
Personer med tvangsoverspisning opnår typisk stor vægtøgning og fald i selvtillid. Overspisningen er forbundet med kontroltab og kan give fysisk og psykisk ubehag.
Anoreksi
Dette kendetegnes ved at have stor frygt for at tage på og et stort ønske om at tabe sig. De fleste mennesker med anoreksi, ser sig selv som overvægtige, på trods af normal eller for lav vægt.
Mennesker med tendens til anoreksi sulter sig og har tit tendens til overdrevet fysisk aktivitet for at øge kalorieforbrændingen. Personer med anoreksi er unaturligt optaget af mad, vægt og udseende. Konkret kan det betyde, at de springer over måltider, eller kun indtager måltider med kaloriefattigt indhold. De kan være drevet af at blive så tynde som muligt, men ser ofte sig selv som normalvægtig eller overvægtig.
Konsekvens ved anoreksi:
Vitaminmangel, manglende energi til kroppens organer. Manglende menstruation hos kvinder. Anæmi (blodmangel).
Bulimi
Bulimi er karakteriseret ved, at man får ”spiseanfald” og spiser store mængder mad, ofte på meget kort tid. Man mister kontrollen over sig selv og spiser helt uhæmmet. Bagefter fremprovokerer man en opkastning, eller man tager slankepiller eller afføringsmiddel for at komme af med maden, før kroppen kan nå at optage næring.
Mange oplever at bulimi opstår efter et vægttab grundet en stringent kur, hvorefter bulimien bliver en metode til at vedligeholde vægttabet.
Konsekvenser ved Bulimi:
Der kan opstå syreskader på spiserør og tænder. Man kan få ubalance i kroppens elektrolytbalance, dette giver risiko for muskelkramper og forstyrrelser i hjerterytmen. Der kan være stor risiko for hals- og lungeinfektion.
Atypisk spiseforstyrrelse
Dette er kendetegnet ved at være en blanding af de ovenstående. Fx overspisning i en periode, efterfølgende anorektiske tendenser med underspisning og overtræning.
Kilder:
Sundhedsstyrelsen ( sst.dk )
Spiseforstyrrelshttps://spiseforstyrrelse.dk/e.dk